10.000 til Afrika med Rudehøj Front-klasse - Læs historien her

10.000 til Sydafrika

Rudehøjs FRONT-klasse skal til januar to uger til Sydafrika for at hjælpe iThemba Project med at række ud i et tidligere township, Sweetwaters.

Eleverne skal gennem fundraising og forskellige projekter være med til at skaffe 40.000 kr. til turen. I oktober måned opdagede nogle piger fra klassen Sparbanks konkurrence “10tilforskel”, der hver måned giver 10.000 kr. til et projekt. Det eneste det krævede var at lave en video om projektet, sende den ind, og så få skaffet sig flest stemmer når måneden er omme. Eleverne blev straks enige om at tilmelde sig. På en weekend blev videoen så lavet og meldt til, og resten af efterskolens elever bakkede straks op om projektet og stemte.

Der blev oprettet en gruppe på Facebook og venners venner blev inviteret. Vi lå på førstepladsen fra dag et, men glæden blev kortvarig da vi blev indhentet af et andet projekt. Vi blev ved at poste det på Facebook og dele det i vores netværk derhjemme, men det rykkede ikke nok.
Men knap en uge inden konkurrencens afslutning besluttede vi at lægge alle kræfter i. Vi startede med at stille os op ved den lokale Kvickly med computere og delte flyers ud. Det var dog heller ikke nok, så vi begyndte at kontakte en masse. Vi fik fx lavet en aftale med Odder Gymnasium om at lave en reklame for projektet. Der blev stemt dørklokker, ringet rundt til andre efterskoler og besøgt lokale folkeskoler lige til den sidste time i håbet om at vinde de 10.000.

Glæden var meget stor på hele skolen da afstemningen var slut og vi havde vundet. Det var noget af en kamp at komme i mål, men hvor var det fantastisk at se afstemningen slutte med os på førstepladsen, og med ca. 300 stemmer ned til nummer to.

Da vi med disse 10.000 faktisk allerede har rejst de 40.000 vi skal bruge, så ender vi med et overskud, og det har vi besluttet at bruge på nogle af projekterne i Sydafrika. I Sydafrika blev meddelelsen også modtaget med begejstring, de sendte en video med stor tak retur. De kan se frem til en ny køkkenhave med tilhørende hegn, nymalede bygninger og en legeplads, som de 10.000 kr. bl.a. skal bruges på.

Det var virkelig en god oplevelse for skolen, og ikke mindst for FRONT at udfordre sig selv og sætte alt ind på at kæmpe for noget, der kan komme til at gøre en så stor forskel for andre.

Læs mere om, hvad FRONT er her.