Køkkenet på Rudehøj

Vores køkken!

Det kræver en masse energi, at være teenager og at gå på Rudehøj Efterskole. Den energi skal eleverne blandt andet have fra en sund, varieret og lækker mad. Sund mad er basis for en sund krop og udgangspunkt for kostpolitikken på Rudehøj Efterskole. Vi er bevidste om at netop kosten i samspil med de mange aktivitetsmuligheder, danner grundlaget for sunde og friske elever og medarbejdere.

  • Med vores kostpolitik vil vi gerne opnå at vores elever og gode kolleger:
  • Får mulighed for at opbygge sunde kostvaner
  • Får en oplevelse af bedre koncentrationsevne og mere energi.
  • Bliver beriget med nye smags- og mad oplevelser, som afspejler tidens mad trends og repræsenterer alle verdenshjørner.
  • Finder interesse for selv at udvikle, tilberede og servere spændende mad 

Vores køkken er en åben arbejdsplads, hvor alle på efterskolen er velkomne til at opleve at maden tilberedes, og bidrage med forslag til menuen. Vi brænder for at skabe mad af bedste kvalitet. Eleverne er med i vores køkken 1 uge i løbet af skoleåret her på Rudehøj Efterskole.

Vores måltider afspejler, at vi er et professionelt uddannet personale. Vi planlægger måltiderne med stor ansvarlighed og kreativitet og sammensætter menuer ud fra mange kriterier. Vores mad er ernæringsmæssigt afbalanceret og anretningen afspejler om det er hverdag, fest eller en af skolens andre arrangementer.

Når middagsmaden serveres, præsenterer vi dagens menu og når du spiser i din familiegruppe opstår den hyggelige stemning let.

Fakta

  • Vi bruger friske råvarer afpasset årstiderne, og vi laver så meget som muligt fra bunden.
  • Vi bager alt vores brød selv og anvender langtidshævning til det meste. Brødet er groft og fiberrigt, og langtidshævningen medvirker til at vores brød er fyldt med smag, duft og masser af næring.
  • Vi serverer 3 hovedmåltider og 3 mellemmåltider om dagen, og ikke 2 dage er ens.
  • Hvis du har behov for en særlig diæt, tilbereder vi gerne den med stor omhu.
  • Vi har begrænset mængden af sukker i dagligdagen. Kage, saft o.lign. serverer vi ved særlige lejligheder.
  • Frugt og/eller grønt serveres til alle måltider.

Maden på Rudehøj Efterskole serverer vi med OMTANKE, SMAG OG GLÆDE