Strandture

Masser af strandture

På Rudehøj er der ikke langt til stranden, så vi tager gladeligt af sted, når vejret er til det. Her er to strandoplevelser fra to forskellige elever...

Efterårsturen

Solen skinnede, bølgerne brusede og humøret var højt. Vi var kun et par uger inde i skoleåret, en stor flok nye elever  var cyklet til stranden. Ikke mange havde nået at lære hinanden godt at kende, jeg tror de fleste tog med i forhåbningen om at møde nogen "nye". Der blev leget i vandet, spillet i sandet, svunget i gyngen, alt imens en musikalsk rungen bredte sig. Efterhånden sad de fleste tæt rundt om guitaren, og det enkelte medbragte sanghæfte. Jeg mindes det som en helt fantastisk aften, hvor man virkelig kunne mærke, fællesskabet havde slået rod, og var for alvor begyndt at spire.

Forårsturen

En konkret og skøn Rudehøj oplevelse, forgik en af de første sommerdage i foråret. En dejlig dag sidst i april og jeg tror temperaturen havde rundet de 22 grader. Jeg havde været et smut nede i byen og så da jeg kommer tilbage, står der en flok rudehøjere og spørger om jeg ikke skal med på stranden. Og når der er sådan noget skønt vejr kan svaret næsten ikke blive andet end ja.

To af gi-et-år-medarbejderne tog med os, og så cyklede vi ellers bare de knap 5 km til stranden. For dem der havde lyst, startede vi med lidt work-out træning. Dejligt at få rørt sig. Og så tog vi ellers en dukkert, dejlig afkølende men trods det var så tidligt på året, ikke engang særlig koldt. Så blev der ellers solet sig, købt is, spillet bold og bare hygget igennem.

Det var nok en af de bedste dage i løbet af året, som jeg kan huske sådan helt konkret! Egentlig var vi ret forskellige os ca 10 mennesker der var af sted, men det viste sig bare at være en styrke ved turen, at være mere sammen med nogen andre mennesker. Det er her man virkelig nyder at gå på efterskole. At have mulighed for sådan en tur med mennesker som man måske ikke er de allerbedste venner med, men stadig føler sig tryg og har det dejligt med. Og så er det utrolig lækkert, at stranden ligger så tæt på skolen, det kan man ikke komme uden om at det er en (lille) ting man også vil komme til at savne, når man kommer hjem at bo igen.