Efterskolelivet på Rudehøj på temauger - Eksempelvis KRAM

KRAM på Rudehøj

I denne uge har vi afholdt en ”halv” temauge, dvs. vi afviklede de boglige timer om formiddagen, men over middag har timerne været konverteret til foredrag og aktiviteter. Overskriften er KRAM, K for kost, R for rygning, A for alkohol og M for motion. Hver dag har indeholdt et kortere oplysende oplæg, hvor vi ønskede at sætte fokus på vigtigheden af, hvad vi som mennesker udsætter os selv for, hvad vi fylder os med, hvilket syn vi har på vores fysiske aktivitet, ja i det hele taget at lade teenagerne mærke sig selv. Efter 2 timer i fitnesscenteret mandag mødte jeg to piger på trappen, som udtrykte opdagelse af nye muskelgrupper i kroppen, den oplevelse var de ikke alene om. Eleverne kunne vælge sig ind på forskellige tilbud; cross-training, Zumba eller spinning. De gav den max gas. De har i øvrigt alle haft fri adgang til Odder Fitness og svømmehallen i hele denne uge.

Hver dag har med forskellige aktive tiltag givet eleverne mulighed for at skrabe points sammen på deres scorekort. Derfor har en del elever været på meget lange cykel-, løbe- eller gåture. De har været i svømmehallen, spillet fodbold eller været i Odder Fitness Center. Som en fælles afslutning på ugen, havde vi fredag lejet en af hallerne i Spektrum og afholdt et stort fodboldstævne, hvor klasserne har kæmpet om at blive RE-mestre i indefodbold. Det bør måske nævnes her, at lærerne vandt drengeturneringen og 9.b vandt pigeturneringen.
Vi har haft mange fysisk aktive elever i denne uge og generelt sat fokus på livets sunde valg. Vi sluttede ugen definitivt af med at præmiere og uddele et utal af de indhentede sponsorgaver til eleverne for deres mange aktive præstationer.