"Ingen kære mor"-turen

Skrevet af Maria Skovgaard Jensen og Sara Werk
Billeder fra turen

Engang i marts måned, blev vi præsenteret for ”Ingen kære mor”-turen, og den lød ret hård. Jørgen Guldager og Kim Klokmose forklarede, at man skulle være en ret hård negl, hvilket skræmte os en del, eftersom vi begge er ret blødsødne. Alligevel valgte vi at melde os til, da vi gerne ville prøve nogle grænser af, og for at mærke hinanden endnu mere. Et par dage før turen fik vi en pakkeliste, og vi fik af vide at man kun måtte tage de ting med der stod på sedlen. Herunder var der hverken deodorant eller mobiltelefoner, noget som vi teenagere ellers har et ret stort forbrug af.

Det blev fredag d. 3. og efter en dag med skolegang pakkede vi vores tasker grundigt. Vi skulle så mødes kl. 16 til afgang. Vi blev delt ind i grupper, og da vi ellers følte os parate til at skulle ud i den danske natur, blev vi bedt om at tømme taskerne ud på gulvet, til frit syn for alle. Lærerne skulle så tjekke om vi havde taget forbudte ting med. Alle ure skulle afleveres, da vi skulle miste al form for tidsfornemmelse. I vores gruppe, som bestod af 6 mennesker, havde vi taget mange ting med, som vi ikke måtte, og derfor blev vi tildelt omkring 10 kilo i vægte. Vi fik så udleveret feltrationer, selvsamme slags som dem i militæret, og de så faktisk overraskende gode ud. Derefter blev vi sendt af sted med jævne mellemrum mod Kysing strand, som ingen vidste hvor var. Vi begav os af sted med vores tunge oppakning, plus vægte, og så var turen skudt godt i gang. Vejret var skønt og humøret højt.

Vi ankom til stranden et godt stykke tid senere, og blev bedt om at slå en bivuak op. Aftensmaden bestod af feltrationer, som blev lavet via vand og kemiske reaktioner. Efter lidt bålhygge blev vi undervist af Christian Hasle i benyttelsen af kort og kompas, og så smidt i seng. Efter tre kvarter blev vi igen vækket, fik et kvarter til at rydde hele lejren op, og komme ind i en militærlastbil. Derfra blev vi kørt til en ukendt position. Vi endte i en skov, fik stukket vores bagage og et kort i hånden, og bedt om at finde vej til det afmærkede kryds på kortet. Vores placering var ukendt, men ud fra Hasles lektion kunne vi finde et cirkapunkt. Vi var omkring en kilometer fra Himmelbjerget, men det var for mørkt til at kunne se noget som helst. Vi gik i lang, lang tid, i buldrende mørke, uden at vide hvad klokken var. Vi ankom til en ny lejrplads, ved siden af en af Silkeborgsøerne, hvor vi igen skulle slå en bivuak op. Som den eneste gruppe præsterede vi, at få slået en så elendig bivuak op, at den nærmest blæste væk i løbet af natten. Heldigvis holdt vejret, så vi nød at sove under åben himmel.

Morgenen efter fik vi lov til at sove en smule længere. Derefter var der feltrationsmorgenmad, og så begyndte dagens aktiviteter. Endnu en gang blev vi beordret til at pakke alt sammen. Så skulle vi bygge svedhytter og tage en kold, men forfriskende, morgendukkert i søen. Vi blev gennet ind i bilerne, og så tog vi videre mod næste destination. Danmarks højeste klatremast. Ved synet af den 35 meter høje pæl besluttede vi os begge for at undgå at skulle derop. Alle skulle dog prøve at have selerne på. Vores gruppe kom først, og vi fik seletøj og hjelme på. Selvom Sara startede ud med gråd, endte vi begge med at klatre helt til toppen. Vi var ikke alene om sejren, da der faktisk var 19 ud af 22 der nåede helt op. To andre nåede op til 20 meter. Her mærkede vi begge to, hvilken forskel fællesskabet gjorde for vores motivation. Ikke fordi vi følte os presset til at nå helt op, men fordi alle støttede hinanden på bedste manér.

En ny lejrplads ventede os, og bivuakkerne blev på ny slået op, og mere held end vores gruppes forrige. Vi skulle derefter lave aftensmad, der bestod af grøntsager og kylling. Her var der bare den finte, at kyllingerne var fuldstændig levende. Vi skulle tage dem ved fødderne, og hakke hovedet af med vores økser. Her var der forskellige grænser. Nogle dræbte uden besvær 5, andre gemte sig med tårer i øjnene i skovkanten. Maria forsøgte at dræbe en kylling med de bare næver, ved at hive hovedet af den, da den ville dø uden smerte ved det. Hun præsterede dog kun at brække nakken på fuglen. Kyllingerne skulle så plukkes og renses hvilket Sara fandt yderst klamt. Vi fik så hver en halv kylling, som blev stegt i bålets gløder sammen med hver vores foliebakke fyldt med lækre grøntsager. Aftenen gik med spisning og derefter krøb vi i soveposerne.

Søndag morgen blev vi endnu en gang bedt om at pakke sammen, dog på 20 minutter denne gang. Vi skulle så på et løb, med fire forskellige poster, herunder byggelsen af en båre, Kims leg, Katapultbyggelse, Hr. Palle-bæring og en gåde. Vores gruppe klarede det godt. Lærerne havde så lavet mega lækker brunch, og vi sad i fællesskab og nød maden. Derefter blev vi kørt tilbage til Rudehøj, hvor en dejlig og afslappende eftermiddag mødte os. Turen var slut, og det med bravur!

Efter at være kommet igennem turen føles det som om det har været meget længere end to døgn. Vi har lært en hel del om vores grænser og omkring os selv, og så endda i godt selskab. Det er uden tvivl en af de fedeste weekender på Rudehøj. Og vi er kommet langt. Til vands, til lands og i luften.