Læs om inklusion på Rudehøj efterskole og hvad det betyder for os

Inklusion på Rudehøj Efterskole

På RE arbejder vi med udgangspunkt i at inkludere unge uanset udfordringer og vanskeligheder. Vi ønsker at inkludere alle vores elever i skolens liv, så alle elever har mulighed for at være aktive deltagere i både undervisning og samvær.

For os på RE betyder inkludering, at alle skal have lige muligheder for at blive en del af fællesskabet. Vores udgangspunkt er, at eleverne med udgangspunkt i deres historie starter på en frisk ved os, og at vi på RE skriver vores nye individuelle historier, der er en del af den fælles RE-historie for det pågældende skoleår.

Vores udgangspunkt er, at alle elever skal aflægge Folkeskolens afgangsprøve eller Folkeskolens 10-klasses prøve. Vi ønsker at vejlede alle vores elever til at få de bedste muligheder for en fremtidig uddannelse.

På Rudehøj Efterskole betyder inklusion helt konkret, at der er forskellige tiltag, der kan bringes i spil omkring den pågældende elev, det kan fx være:

  • faglig støtte i mindre grupper med udgangspunkt i den enkeltes faglige vanskeligheder.
  • individuelle aftaler og handleplaner omkring den enkelte udfordringer fx hjælp til struktur og overblik.
  • individuel coaching.
  • støtte og opmuntring til at indgå i sociale sammenhænge fx på værelset
  • massage (fokus på punkter, koncentration og indre ro)
  • koncentrationshjælpemidler i undervisningssituationer
  • forældrebetalt terapi ved nogle af skolens terapeutiske-samarbejdspartnere.

For inklusionseleverne gør det sig gældende, at der udarbejdes en kontrakt for den enkelte med en beskrivelse af elevens udfordringer, konkrete mål, tiltag og evalueringsform. Kontraktens formål er at tydeliggøre for eleven, forældre og skole, præcist hvad der er målsætningen for elevens udvikling.

Kontrakterne er med til at kvalificere arbejdet med eleven og kan være med til at sikre, at eleven udvikler sig både skolemæssigt og personligt. Samtidig er kontrakten med til at præcisere, støttens omfang, da elevens udvikling er i fokus, og dermed er de indlagte evalueringer vigtige, så kontrakten løbende justeres på baggrund af elevens udvikling.