Dysleksi

Tilbud til unge med dysleksi og fonologiske vanskeligheder

Rudehøj Efterskole er en almen efterskole med et mål om at flytte vores elever fagligt gennem et højt fagligt niveau og niveaudelt undervisning. Hvert år har vi flere elever, der har læse- og skrivevanskeligheder enten fordi de er konstateret ordblinde via ordblindetesten eller pga. fonologiske vanskeligheder og derfor vil vi gerne understøtte dem i deres fortsatte skolemæssige udvikling.

Ofte kommer disse unge til os med en oplevelse af, at skole er svært, tungt og fyldt med skolemæssige nederlag og for nogle af dem, har det også påvirket deres selvværd og tro på, at de har noget at byde ind med i et fællesskab. Vi vil som efterskole gerne være med til at ændre denne oplevelse og fortælling, og dermed give de unge troen på dem selv og modet til læring tilbage. Vi møder de unge i øjenhøjde, med en pædagogisk anerkendende tilgang der møder dem som hele mennesker og dermed skaber vej for læring, trivsel og at de unge får tro på dem selv, livet og et håb for en fremtidig uddannelse tilbage. Målet er, at de går til folkeskolens afgangsprøve når året afsluttes.

Rudehøj Efterskole har uddannet en læsevejleder der arbejder med særligt fokus på unge med skrive- og læsevanskeligheder samt kollegial vejledning. Vi arbejder med de skolemæssige udfordringer på forskellige planer og med forskellige tiltag:

  • Niveaudelt undervisning i dansk, engelsk og matematik.
  • Individuel faglig støtte.
  • Tilbud om yderligere afdækning af læsevanskeligheder og udarbejdelse af handleplan for den enkelte. Handleplanen med specifikke anbefalinger gives med, når man forlader efterskolen og kan afleveres til kommende ungdomsuddannelse.
  • Kortere målrettet forløb med fokus på træning af specifikke vanskeligheder.
  • Træning i brug af it-hjælpemidler i undervisningen + snak om vigtigheden af, at bruge dette hjælpemiddel i dagligdagen.
  • Tilbud om deltagelse i netværksgruppe for elever med ordblindevanskeligheder, hvor man deler erfaring og hjælper hinanden rent praktisk, samt får undervisning og vejledning af læsevejlederen.